Ordensregler HF Fremtiden


  ORDENS- OG VEDLIGEHOLDELSESREGLER FOR

HAVEFORENINGEN FREMTIDEN

Vores Kolonihaver har en social, kulturel, rekreativ og miljømæssig betydning for os. Kolonihavekulturen - byggende på det sammenhold der findes -  er med til at udvikle noget meget værdifuldt og afgørende i vort samfund. Et solidarisk samfund, med udgangspunkt i blandt andet vores tanker, ideer, skabende evner og – ikke mindst - fælles handlinger. Det at tage hensyn til, og hjælpe hinanden i hverdagen, er det bærende element.

Det enkelte medlem må tage hensyn til fællesskabet, og fællesskabet må tage hensyn til det enkelte medlem. Hvis det alligevel ikke sker, er her skrevne regler der skal overholdes.            

 

§1.

Renholdelse af fælles stier og parkeringspladser

Stk. 1 . Det påbydes medlemmerne at renholde vejen ud for deres have, således at ukrudtet ikke skæmmer gangarealet i væsentlig grad. Der renholdes indtil midten af stien, hvor der er en genbo, ellers renholdes til hækken på den anden side. Ligeledes er det medlemmernes pligt, at holde rent i skellet til naboens (naboernes) have.

Stk. 2. Lejere af foreningens parkeringspladser skal ligeledes holde deres parkeringsplads i sømmelig stand.

 

§2.

Træer

Stk. 1. Det er tilladt at have træer i haven, så længe at disse ikke er til fare og/eller til væsentlig stor gene for de øvrige medlemmer i haveforeningen. At være til fare vil sige at stammer og tykke grene ikke må være i en sådan tilstand, at de er i risiko for at knække ved stærke vindforhold. At være til væsentlig stor gene vil sige at træ, grene eller blade normalt ikke må skygge i mere end 3-4 timer om dagen i perioden 1.5-30.9. Såfremt 1 medlem føler sig generet er det bestyrelsen i tvivlssøgsmål der afgør om genen er så væsentlig, om den der klages over skal a) styne hovedstamme/sidegrene – i givet fald hvor meget, b) beskære/fælde træet eller c) der ikke skal gøres noget. At være til væsentlig stor gene omfatter ikke at blade, kogler eller kviste falder ind over naboens have.

 

§3.

Bål

Stk. 1. Det er ikke tilladt at lave bål

Stk. 2. Det er tilladt at bruge grill. Ved grill forstås almindelige griller, som forhandles i supermarkeder el. lign, og som er flytbare og midlertidige. Grillen skal placeres mindst 2 m. fra bygning. Den dobbelte afstand ved stærk vind, i vindretningen. Grillen skal placeres på et underlag som ikke er brandbart og ikke er tæt på brandbare ting. Der må kun anvendes grillkul og briketter. Til optænding må kun bruges elektrisk grilltænder, papir, optændingsvæske, lampeolie eller optændingsblokke. Der må ikke bruges sprit eller benzin. Røgen fra grillen må ikke være til gene for omgivelserne. Der skal altid være vand til slukning i nærheden. Man må aldrig forlade grillen, førend den er helt slukket.

Stk. 3. Det er tilladt at have flytbare bålsteder. Ved flytbare bålsteder forstås fx mexicanske ovne, bålskåle, murede grillsteder el. lign. Disse må bruges under forudsætning af følgende: 1) Reglerne i §4, stk. 2 overholdes, dog således at de flytbare bålsteder skal mindst 5. m. fra bygning og 2) Den må max. være 0,3 kubikmeter. Hvis der bruges træ, skal det være rent træ og der må max. bruges 50 l/0,05 kubikmeter ad gangen.

Stk. 4. Der må ikke kommes haveaffald på hverken griller eller i de flytbare bålsteder.

 

§4.

Støj

Brug af udendørs værktøj og haveredskaber

Der er i perioden 15. maj til 15. september kun tilladt at bruge udendørs motoriseret værktøj og haveredskaber med motor mandag-fredag i tiden kl. 8.00-20.00, lørdag kl. 08.-18.00 og søndag kl. 16.00-18.00. Søndag efter fællesarbejde er det dog tilladt til kl. 18.00. Brug af udendørs motoriseret værktøj og haveredskaber med motor er ikke tilladt Store Bededag, 2. pinsedag og Kristi Himmelfartsdag.

Støjende adfærd

Vis hensyn til naboerne med hensyn til støjende adfærd, det vil sige ved radio, musikanlæg m.v.

 

 

§5.

Hække og hegn

Stk. 1. Pigtråd må ikke bruges som hegn mellem haverne. Bestyrelsen eller generalforsamlingen kan dog bestemme, at der må benyttes pigtråd på haveforeningens yderhække. Hegn og lignende må ikke genere naboerne.

Stk. 2. Vedligeholdelsen af eksisterende hegn, herunder klipning af hække, såvel indvendig som udvendig, påhviler medlemmerne. Hækken skal klippes

1-2 gange årligt. Den ene gang senest 1. søndag i juli måned.

 

§6.

Husdyr

Stk. 1. Løse hunde må ikke færdes på fællesarealerne i kolonihaveforeningen.

Stk. 2. Hundeejere skal fjerne deres hunds efterladenskaber på fællesarealerne.

 

§7.

Fælles redskabsskur

Stk. 1. Trillebøre og andre af foreningens redskaber og værktøj, lånt af medlemmerne, skal tilbageleveres i samme stand, som modtaget. Ting som medlemmerne har lånt, skal være tilbage i foreningens redskabs­skur samme dag.

Stk. 2. Husk at notere låne- og afleveringstidspunkt på lånelisten i redskabsskuret

 

§8.

Renovation foregår i perioden 1.4-31.10, efter opslag på foreningens hjemmeside og i foreningens udhængsskab samt i medlemmernes mail-adresse/postadresse.

 

 

 

 

§9.

Havepræmiekonkurrence

Stk. 1 . Haveforeningen deltager i Kolonihaveforbundet Kreds 1´s årlige Havepræmie-konkurrence. For at deltage skal nye haveejere have haft haven i mindst 3 hele år. Når et medlem har fået præmie skal der gå 5 år, før vedkommende kan indstilles igen. Man kan ikke deltage i haveudvalget, hvis ens egen have er med i konkurrencen. Haveudvalget består af 4 medlemmer, heraf 1 udpeget af bestyrelsen. Sidstnævnte har ikke stemmeret. De 3 øvrige består af de foregående 3 års vindere.

Stk. 2. Alle haver, der har mulighed for at deltage, skal besøges af udvalget. Undtaget herfor er haver hvor ejeren klart har tilkendegivet over for udvalget, at de ikke ønsker at deltage, samt de haver hvor der ikke er adgang.

Stk. 3 . Numre på de indstillede haver opsættes i udhængsskabet lige efter indstillingen, med motivering for hvorfor de er blevet indstillet.

 

§10.

Vand

Stk.1 . Hovedvandledningerne, til og med stophanerne i de enkelte haver, tilhører og vedligeholdes af foreningen.

Stk. 2 . Vandforsyningens rørsystem i den enkelte have, tilhører og vedligeholdes af pågældende havelejer. Medlemmerne er ansvarlig for at disse installationer er tætte og i god stand.

Det pålægges de enkelte medlemmer at sørge for at stophanerne i deres respektive haver bliver beskyttet mod nedbrydning - i form af afskærmning, så stophanen er beskyttet mod jord og samtidig være frit tilgængelig, når vandet skal åbnes. I forlængelse af dette, påhviler det de enkelte medlemmer selv at betale for eventuelle reparationer af stophanerne, hvor reparationen skyldes manglende afdækning.

Stk. 3. Vandforsyningen til haverne åbnes og lukkes efter nærmere oplysning fra bestyrelsen, ved opslag i udhængsskabet.

Stk. 4. Afhængig af årstiden (frost), vil vandforsyningen normalt være åben fra ultimo marts til og med oktober måned.

Stk. 5 . Når der lukkes for vandet i vinterperioden, er hvert medlem ansvarlig for at tømme sit rørledningssystem for vand - af hensyn til frostsprængninger.

Stk. 6. Vandspild må ikke finde sted.

Vanding af haver med spredere - vandkanoner og lign. er forbudt.

Vanding af bede må dog godt foretages med slange, under forudsætning af, at slangen holdes i hånden.

Der må ikke bruges vand til græsplæner uanset vejrsituationen.

Der må godt bruges vand til soppebassiner, under forudsætning af at det efterfølgende tømmes i bedene

Stk. 7. Stophanen i den enkelte have må kun betjenes af medlemmet eller bestyrelsen.

 

§11.

Fællesarbejde            

Stk. 1. Ved indkaldelse fra bestyrelsen, er hvert medlem forpligtiget til at deltage i foreningens arbejde med vedligeholdelse af fællesarealerne, herunder også deltagelse i klipning af yderhække udvendigt, samt indvendigt de steder, hvor yderhækken ikke står i haveskel.

 

§12.

Parkering og kørsel

Stk. 1. Parkering udover af- og pålæsning på gange og vendepladser er ikke tilladt.

Stk. 2. Køretøjer, der kører på havens stier, må max. veje 3.500 kg.

Stk. 3. Der er hastighedsgrænse på 10 km./t. i haveforeningens område.

 

§13.

Brandforsikring

Stk. 1. Foreningens medlemmer skal holde alle deres bygningerne på grunden brandforsikret.

 

§14.

Opvaske- og vaskemaskiner

Stk. 1. Det er ikke tilladt at installere opvaske- eller vaskemaskiner.

 

 

 

§15.

Til-, om- eller nybygning

Inden nyopførelse eller ud- og tilbygning af bygninger af enhver art og før foretagelse af bygningsmæssige ændringer, der påvirker størrelse og placering af eksisterende byggeri skal der indhentes skriftlig tilladelse fra Kolonihaveforbundet Kreds 1 (nu Hovedstaden Syd). Den skriftlige tilladelse skal henvise til tegninger, som med angivelse af mål, herunder skelafstand, indeholder oplysninger om størrelse, udformning og af det planlagte byggeri. Det er ikke et krav at tegningerne skal være målfaste. Tegningerne skal være godkendt af foreningens bestyrelse ved forudgående dateret påtegning.

 

§16.

Alle porte skal være låste hele døgnet i perioden 1.10-30.4. I perioden fra og med 15.9 til og med 30.9 skal alle porte være lukkede men ikke nødvendigvis låste.

 

§17.

Såfremt en lejer ikke efterkommer foranstående påbud, kan bestyrelsen opsige medlemmet i henhold til haveforeningens vedtægter.

 

 

             Vedtaget på generalforsamlingen d. 24. maj 2016

 

_______________                                            _______________

  Jørgen Ullman                                                        Pia Nielsen

     Formand                                                             Sekretær

Dato: _______                                                  Dato: ________

                                   _________________

                                        Brian Hilskov

                                             Dirigent

                                 Dato: ________





Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

02.11 | 02:05

Opskrivning til venteliste - åbner den i 2018 ?

...
02.11 | 02:01

Ønsker opskrivning på venteliste, følger siden her.

Venlig hilsen

Jessie Neerup Hoffmann
Mobil: 60896301

...
26.07 | 09:23

Hej Jørgen. Det var ærgerligt. Men tak for hurtigt svar.

...
25.07 | 09:02

Hej Charlotte. Det kan læses i vores udhængsskab og på vores hjemmeside, senest medio april 2018

...
Du kan lide denne side